Om Kogebogeriet

I en af verdens førende kulinariske hovedstæder er det indlysende, at københavnerne skal have deres egen pendant til Books for Cooks i London eller Libraire Gourmande i Paris.

Kogebogeriet er bygget på den tanke, at høj kvalitet sagtens kan forenes med afslappet stemning og god, nærværende service. Vi tror på madglæde og madmæssig dannelse frem for madsnobberi. Derfor er alle vores titler, øvrige produkter og alt, hvad der står på menuen, valgt med omhu og kvalificeret viden.

Ligesom vi prioriterer leverandører med en bæredygtig holdning, arbejder vi bevidst på at reducere vores forbrug. Vi har indrettet butikken med genbrug, selvbyggede møbler og masser af bevaringsværdig og sjov madhistorie.

En lækker ny kogebog kræver ressourcer at skabe og sælge, men den er ikke brug-og-smid-væk. Tværtimod lever en kogebog længe, skaber konkret værdi, udvikler sig i hænderne på den, der bruger den – og går ganske ofte i arv. Det, synes vi, gør den bæredygtig.

Kogebogeriet åbnede d. 9. oktober 2018 og ejes af Bitten Nielsen (f. 1980), som er iværksætter, serviceøkonom og uddannet kok fra Moltkes Palæ 2008. Bitten laver dagligt maden i cafeen, udvælger bøger, leverandører og menu. Hun taler tegnsprog, elsker en god rejemad og er handy som få.